I det nordvestlige Himmerland ligger et spændende, gammelt kloster: Vitskøl Kloster. Det blev grundlagt i 1100-tallet af Cistercienserordenen og fungerede under denne orden indtil Reformationen, hvor kronen ganske enkelt smed Cistercienserne ud og overtog bygninger og den betydelige landjord, der efterhånden var blevet underlagt klosteret.
I 1563 gerådede kongeriget i krig, den frygtelige 7-års krig. Frederik d. 2. var nu drot og som enhver anden feltherre var han også forud sikker på sin sejr. Det gik dog hurtigt op for ham, at der skulle skaffes flere midler til at hyre store styrker i Tyskland. Og således gik det til, at herremanden Bjørn Andersen sidst i 1563 mod overordentlig passende betaling overtog Vitskøl Kloster og lagde jorden sammen med de betydelige arealer, han allerede besad i området. (Derfor hed klosteret også Bjørnsholm indtil i midten af 1900-tallet, hvor staten overtog bygningerne).
Under Bjørnsholm levede hundredvis af hovbønder. Det var ikke noget nemt liv. Hårdt, arbejdsomt, sygdomsfyldt. Hvis en hovbonde blev ramt af sygdom og ikke kunne opfylde sine forpligtigelser, blev hele familien ganske enkelt smidt ud af sin bolig og måtte så klare sig selv. På samme måde med kone og børn hvis manden døde. Det skabte selvfølgelig et utal af håbløse, sociale katastrofer.
Om herremanden, Bjørn Andersen var mere godhjertet end andre herremænd på den tid, eller om det var en følelse af klosterånden, der fik ham til at udvise en sjælden set godhed, må stå hen i det uvisse. Fast står dog, at han af medlidenhed stillede et stort stykke af sin jord til rådighed for disse stakkels sjæle, og på sin mark lod han opføre et primitiv langhus som disse mennesker uden betaling kunne bo i indtil de fandt en mere permanent løsning, hvilket dog sjældent skete.
Blandt almuen blev herremanden altid tiltalt eller omtalt som "herren". Derfor var det ganske naturligt, når alt håb var ude, at rykke ind på "herrens mark". Og fra det smukke Himmerland bredte dette udtryk sig over det ganske land og nåede selvfølgelig også hovedstaden. Frederik d. 2. lod straks gå bud til Bjørnsholm om at ophøre med denne godgørenhed, da han frygtede, at almuen over det ganske land kunne begynde at kræve tilsvarende overalt.
Så Bjørn Andersen måtte opgive sit sociale forehavende. Men udtrykket er blevet stående i sproget siden da. Når alt håb er ude, er man stadig den dag i dag på "herrens mark".
I 1563 gerådede kongeriget i krig, den frygtelige 7-års krig. Frederik d. 2. var nu drot og som enhver anden feltherre var han også forud sikker på sin sejr. Det gik dog hurtigt op for ham, at der skulle skaffes flere midler til at hyre store styrker i Tyskland. Og således gik det til, at herremanden Bjørn Andersen sidst i 1563 mod overordentlig passende betaling overtog Vitskøl Kloster og lagde jorden sammen med de betydelige arealer, han allerede besad i området. (Derfor hed klosteret også Bjørnsholm indtil i midten af 1900-tallet, hvor staten overtog bygningerne).
Under Bjørnsholm levede hundredvis af hovbønder. Det var ikke noget nemt liv. Hårdt, arbejdsomt, sygdomsfyldt. Hvis en hovbonde blev ramt af sygdom og ikke kunne opfylde sine forpligtigelser, blev hele familien ganske enkelt smidt ud af sin bolig og måtte så klare sig selv. På samme måde med kone og børn hvis manden døde. Det skabte selvfølgelig et utal af håbløse, sociale katastrofer.
Om herremanden, Bjørn Andersen var mere godhjertet end andre herremænd på den tid, eller om det var en følelse af klosterånden, der fik ham til at udvise en sjælden set godhed, må stå hen i det uvisse. Fast står dog, at han af medlidenhed stillede et stort stykke af sin jord til rådighed for disse stakkels sjæle, og på sin mark lod han opføre et primitiv langhus som disse mennesker uden betaling kunne bo i indtil de fandt en mere permanent løsning, hvilket dog sjældent skete.
Blandt almuen blev herremanden altid tiltalt eller omtalt som "herren". Derfor var det ganske naturligt, når alt håb var ude, at rykke ind på "herrens mark". Og fra det smukke Himmerland bredte dette udtryk sig over det ganske land og nåede selvfølgelig også hovedstaden. Frederik d. 2. lod straks gå bud til Bjørnsholm om at ophøre med denne godgørenhed, da han frygtede, at almuen over det ganske land kunne begynde at kræve tilsvarende overalt.
Så Bjørn Andersen måtte opgive sit sociale forehavende. Men udtrykket er blevet stående i sproget siden da. Når alt håb er ude, er man stadig den dag i dag på "herrens mark".
På Herrens mark
